PIA SCHUTZMANN udstiller nye arbejder på lærred, papir og skifer. Pia Schutzmann har udstillet og er repræsenteret både i Danmark og udlandet. Hun er en af vore betydeligste kunstnere og har markeret sig først som den fine, følsomme og figurative grafiker. Siden har hun stædigt udforsket maleriet og sideløbende malet en lang række portrætter, både officielle og private. Hendes portræt af fotografen Rigmor Mydtskov hænger på Frederiksborg Museet, Bodil Kjers på Teatermuseet på Christiansborg. Pia Schutzmanns store portræt af Dronning Margrethe fra sidste år blev udstillet på Glyptoteket under stor medieinteresse inden det fandt sin endelige plads i London.
De to store gavlmalerier i Møllegade på Nørrebro er også typiske for Pia Schutzmanns udtryksform.